Trivselspolitik

Vision

På Regnbueskolen tror vi på, at hvert enkelt menneske er unikt og værdifuldt og derfor har lov til at være den man er.

Hvert barn og hver voksen er et individ med ret til udfoldelse og forskellighed.

Samtidig tror vi på, at mennesket er skabt til at indgå i fællesskaber. Hvert menneske har nok sin helt uvurderlige værdi, men alligevel er vi ikke meget værd alene og hver for sig. Vi bliver først til sande mennesker, når vi indgår i fællesskaber med vores medmennesker.

Ret til individualitet og oplevelse af fællesskabets styrke må derfor være to ligeværdige forhold, når vi på Regnbueskolen definerer vores trivselspolitik.

Det fællesskab, som eleverne derfor gerne skal opleve på Regnbueskolen, er et fællesskab, der ser forskelligheden som en ressource og ikke som et problem.

Vi ønsker, at eleverne oplever, at børn og voksnes forskelligheder (forskellige evner, temperamenter, interesser m.v.) er noget, der tilsammen gør fællesskabet rigere og ikke fattigere. At vi oplever, at fællesskabets styrke er summen af alle elementerne og ikke kun den lille delmængde, der er ens.

Et så ambitiøst mål når vi måske aldrig, men det skal ikke forhindre os i at have det som det ideal, vi altid må stræbe efter, og skal vores stræben føre i den rigtige retning, er det i hvert fald vigtigt, at alle aktører på skolen er medspillere. Det er nemlig med fællesskabet som med en kæde. Vi er afhængige af alle led, hvis fællesskabet skal blive godt og stærkt. Det er blandt andet derfor, at det tætte samarbejde mellem skole og hjem er så vigtigt, for vi er naturligvis slet ikke i stand til på skolen alene at nå i nærheden af dette mål uden forældrenes aktive og positive opbakning.

Det er vigtigt, at eleverne både i skolen og hjemme møder den holdning, at alle mennesker har værdi og skal respekteres som det menneske de er, og at dårlig opførsel overfor andre (drilleri, mobning, voldelig eller anden krænkende adfærd, nedladende sprog og lignende) selvfølgelig er uacceptabel opførsel og skal undgås.

 

De voksnes rolle:

• Vi går ikke forbi en konflikt uden at gribe ind – det gælder også selv om de involverede elever ikke er elever i ”min gruppe”. Alle har pligt til at stoppe en igangværende konflikt ved øjeblikkelig indgriben. Viser det sig, at konflikten ikke umiddelbart kan løses, er næste skridt en orientering af de involverede elevers lærere.
• Vi accepterer ikke dårlig omgangstone – det være sig kraftudtryk, sexistiske udtryk, eller andre nedladende sproglige ytringer over for børn og voksne. Det betyder ikke, at sådant sprog ikke findes på skolen, men det betyder, at vi påtaler det, når vi hører det, og i tilfælde hvor det ikke hjælper, inddrager vi forældrene.
• Vi går aldrig forbi en elev, der er ked af det. Vi stopper op og hører, hvad der er i vejen og inddrager om nødvendigt elevens kontaktlærer i sagen.

Disse retningslinier er nødvendige, men ikke altid tilstrækkelige. For uanset frikvarterstilsyn m.v. vil der altid være tidspunkter og situationer på skolen, hvor der ikke er en voksen i nærheden, ligesom nogle elever er gode til at gemme deres problemer, så længe de er i skolen. Det er derfor afgørende, at elever og forældre gør os opmærksomme på trivselsproblemer, når vi ikke selv kan se dem. Så også her – med henblik på at være tilstrækkelig opmærksomme på eventuelle problemer – er vi afhængige af et tæt og tillidsfuldt skole-hjem-samarbejde.

Det er vigtigt, at vi kan regne med, at vi bliver orienteret, hvis der er børn, der er utrygge eller kede af det, fordi de bliver behandlet dårligt, ligesom forældrene skal kunne regne med at blive orienteret af os, når vi er bekymrede for en elevs trivsel.

Når vi så er opmærksomme på et problem, som vi ikke selv kan løse på skolen, er samarbejdet mindst lige så vigtigt. Problemet løses i så fald kun i et samarbejde mellem alle berørte parter.

Samarbejde og åbenhed er altså nøgleord, hvis vi vil fremme trivslen på Regnbueskolen. Mobning og anden nedværdigende behandling lever nemlig højt på hemmeligheder og angst. Første led i løsning af trivselsproblemer er derfor at få dem frem i lyset.

Forebyggelse af trivselsproblemer er naturligvis mindst lige så vigtig. Og her er det igen den fælles holdning i gruppen, der er afgørende